ANNE MARIE VILLUMSEN
Ph.D., cand.psych.aut
VIDEN OG UDVIKLING
Der er brug for socialt arbejde i forhold til udsathed hos børn og unge. Vi skaber de bedste resultater, når vi ved, hvorfor vi gør, som vi gør og er systematiske.
Jeg har arbejdet i spændingsfeltet mellem praksis og forskning i mere end 10 år, og er nu ph.D.
På siden her kan du se lidt om, hvad der optager mig, samt hvad jeg tilbyder praksis inden for det sociale område i eget regi.
Tak for din interesse.
UDVIKLING AF PRAKSIS
UDVIKLING
Udvikling af praksis er et af områder, jeg brænder mest for – fordi det er her, man kan gøre en forskel for de børn, familier og voksne, som det hele drejer sig. Det kan man f.eks. gøre ved at:
- Systematisere arbejdet med modtagelse af underretninger – såvel faglige vurderinger som arbejdsgangene.
- Skabe forløb, hvor jeg sammen med medarbejdere og leder udvikler afdelingens samarbejde på tværs – og rent faktisk gør jeres arbejde tværprofessionelt – frem for blot at være koordinering eller opgavefordeling.
- Skabe systematik og redelighed i den faglige analyseproces, når man fx i en daginstitution skal vurdere et barns udsathed – eller i en forvaltning skal lave socialfaglige vurderinger.
SUPERVISION
Jeg laver også klassisk sags- og gruppesupervision. Det er en af de arbejdsopgaver, jeg holder meget af. Det er spændende at være med i en faglig udviklingsproces, hvor jeg heller ikke kender endemålet.
Endelige er der også den type supervision, hvor vi ud fra konkrete sager fx arbejder med hele afdelingens evne til at udarbejde faglige analyser, som ikke kun er stringente og systematiske (og dermed redelige), men som også er baseret på den nyeste viden omkring børn og familiers udvikling.
OPLÆG
Mit primære vidensfelt er tværprofessionelt samarbejde om udsathed hos børn. Så hvad siger forskningen egentlig om tværprofessionelt samarbejde? Hvordan kan man bruge denne viden til at skabe en tværprofessionel praksis? Arbejdet bliver nemlig ikke nødvendigvis tværprofessionelt blot fordi, man sætter forskellige professioner i samme rum.
Herudover er det, jeg ved mest om, børn og familier i udsatte positioner – og hvor vanskeligt det kan være at begribe kompleksiteten i netop dette. Det gælder i såvel udredning som intervention. Så hvad siger forskningen omkring udsathed – og ikke mindst hvad der skal til for at komme ud af udsatheden?
ANNE MARIE VILLUMSEN
TI ÅR MED PRAKSIS OG FORSKNING
Jeg har gennem de sidste godt ti år beskæftiget mig med udsathed hos børn, unge og familier samt med tværprofessionelt samarbejde. Mit omdrejningspunkt er hele tiden en udveksling mellem praksis, uddannelse og forskning. Jeg har lavet alt fra psykologisk udredning af børn i vanskeligheder over i familiebehandling til forskningsbaseret organisationsudvikling af tværprofessionelt samarbejde.
Mit omdrejningspunkt er at sikre mig, at jeg forstår jeres behov i sin kontekst – hvad enten det er ønske om foredrag, supervision eller praksisudvikling. Jeg bruger tid på at forstå, hvem I er, hvilken type af organisation, I arbejder i og jeres ønske. Det er sådan jeg sikrer mig, at jeg ved, om jeg er den rigtige til opgaven.
Se mit CV. Se min publikationsliste. Se min profil på LinkedIn.
FORSKNING
TVÆRPROFESSIONELT SAMARBEJDE
Det første man skal vide er, at vi skal opgive ideen om, at tværprofessionelt samarbejde er en entydig og ensartet størrelse. Tværprofessionelt samarbejde er en måde at arbejde på – og derfor kan vi maksimalt forstå det som en fælles ide (om ’at sammen er vi bedre’) – med rigtig mange former og udtryk.
Det betyder, at tværprofessionelt samarbejde skal skræddersys til hver enkelt organisation. Og det er noget af det, jeg brænder mest for, fordi jeg synes, det er spændende at se, hvad der sker, når vi slipper forskningen løs i praksis. Hvad kan vi bruge af det, vi allerede ved, og hvad skal der skabes til præcis jeres arbejdsplads?
UDSATHED HOS BØRN
Udsathed er en vældig kompleks og vanskelig størrelse, hvor mange faktorer spiller ind og sammen. Det gør det vanskeligt at gribe om i praksis. Men hvis ikke vi forstår, hvad udsatheden er sat sammen af, kan vi heller ikke hjælpe på den rigtige måde. Så hvad ved vi forskningsmæssigt, og hvad ved vi ikke? Hvordan er det muligt at bruge denne viden til at skabe en praksis, som virkelig gør en forskel for børn og familier?
VÆRDIGHED
Jeg er optaget af, hvordan vi som professionelle skaber og sikrer værdighed for de mennesker, vi arbejder med. I mit seneste forskningsarbejde har jeg interviewet udsatte voksne om deres oplevelser af den kommunale sagsbehandling. De fortæller stærke historier om at blive umyndiggjort – både i den måde deres problemer defineres på, og i den måde de løses på. Samtidig udsættes de for mange fagligt ubegrundende ”synsninger”. Det gør det meget svært for disse mennesker selv at handle på deres problemer. Derfor er vi som professionelle nødt til at blive mere optagede af, hvordan vi kan arbejde – også nogle gange som myndighed i menneskers liv – uden at vi umyndiggør deres perspektiv på såvel problemer som løsninger.